Grand Old Povl
Povl Carstensen er en af stand-up branchens grand old men, og indehaver af den måske mest krøllede hjerne i branchen. Med sine skæve og reflekterende vinkler på tilværelsen formår han til stadighed at hensætte publikum i måbende ekstase. Siden sin stand-up debut i 1991 har der været så rigeligt bud efter den underfundige og sært tænkende mand. Han er kendt som den ene halvdel af den legendariske duo ”John & Aage”, det umage par som i 90’erne plagede Danmark med deres parykker og piber. Duoen kan stadig bookes til særlige arrangementer, og deres samlede værker er udgivet på DVD. I 2005 fortryllede ”John og Aage” os atter med deres helt egen tv-udgave af H.C. Andersen eventyret ”Toppen og bolden”.
Guide for frustrerede mænd
Har el pærer deres eget sjæleliv? Efter et show med Povl Carstensen har de! Hans underfundige, lavmælte humor holder aldrig op med at overraske, og gennem hans karriere har han af den grund vundet flere og flere fans. Povl Carstensen har senest høstet stor ros for showet ”117 ting mænd og kvinder bør vide om hinanden”, hvor han deler scene med kollegaen, Thomas Wivel. I showet udfolder Povl sig intenst om alt, hvad mænd bør vide om kvinder. Og der er ikke et øje tørt når de to, med vanligt krøllede indfaldsvinkler, reflekterer over de mange, særprægede, eksotiske, irriterende og interessante forskelle, der er imellem kønnene. Endvidere har de to over samme tema forfattet bøgerne ”Hvad enhver kvinde bør vide om mænd”, ”Hvad enhver mand bør vide om kvinder” og bogen “Hvordan man overlever sin kones graviditet – en guide for frustrerede mænd”. I 2006 gik Povl i clinch med mere alvorlige emner, da han gik på scenen med showet “De hellige Køer” sammen med Mette Frobenius og Thomas Wivel. Her blev tabu-belagte emner som truslen mod ytringsfrihed og religiøsitet udsat for satire og andre dristigheder. Povls og Thomas to seneste stand-up shows “Danmark” og “DIG” er i efteråret 2007 blevet optaget til visning på TV 2 Zulu.
Udover sit stand-up show optræder Povl også med foredraget “Kunsten at være lykkelig”. Povl optræder desuden også på engelsk.