Bjarne Lisby debuterede som solist i Tivolis Vise Vershus i 1971 og har været professionel scenekunstner siden han i 1983 kvittede sin solide stilling som administrationschef for at hellige sig den usikre underholdningsbranche.
Vejen til den professionelle tilværelse gik den hårde vej over Dyrehavsbakken hvor publikums konstante krav om kontant morskab ellers har taget modet fra mange håbefulde talenter.
Det blev 3 år som den mandlige solist i Bakkens Hvile og 3 jubelsæsoner i humørtemplet hos Bakkens Andy, foruden periodiske solist- og konferencier jobs på friluftsscenen.
Det var på Bakken, han udviklede det alsidige og bredt favnende entertainment, han selv som den første herhjemme definerede som musikalsk stand-up.
Repertoiret består først og fremmest af hans egne muntre sange, der vel bedst kan beskrives som revy-pop, men inddrager også et bredt standard repertoire, der gør ham i stand til at tilpasse sig et hvilket som helst publikum. Det hele rammet ind i en charmerende række brokker, kommentarer og improvisationer, hvor ingen blandt publikum kan føle sig sikker.
Det er replikkens hurtighed og hans veludviklede sans for at udnytte øjeblikkets situationer i et improviseret forløb der gør ham til et fund somunderholder ved enhver festlig lejlighed.
Som en anmelder udtrykte det: En entertainer, der kan fastholde publikum i et jerngreb og få latteren til at runge.
Bjarne Lisby har selv optrådt i flere revyer, og har som revyforfatter leveret tekster til en række populære kunstnere som Jørgen Ryg, Kai Løvring, Grethe Sønck, Jan Schou o.m.a.
Glæden ved at sætte ord sammen har også manifesteret sig i en spøjs bog med Limericks inspireret af de mange turnéers møde med pudsige by- og stednavne.(Der var en pige i Brovst – Bogans Forlag).
På pladefronten er det med tiden blevet til et par og tyve soloudgivelser, der til stadighed kan høres på lokalradioerne og DRs ønskeprogrammer.
Bjarne Lisby var tilknyttet Danmarks Radio i godt 10 år som free-lance medarbejder og opnåede flere topplaceringer ved Se & Hørs radiofavoritkåringer.
På TV har Bjarne Lisby været at finde i udsendelser som Rent Fup, Musikbutikken, Supersvarerne, Nodeknækkerne, Fællessang på Bakken, Hit med sangen, Morgen TV, samt en række programmer på lokale stationer.
Det er jo stadigvæk sangen om De Gamle Bukser man forbinder med Bjarne Lisby, selvom den naturligvis kun udgør en beskeden del af hans brede og lystige repertoire.
De Gamle Bukser har et langt liv, konstaterer han. Ellers ville de jo ikke kunne nå hele vejen rundt om mig…..
Historien om De Gamle Bukser er titlen på et selvbiografisk foredrag krydret med musik som Bjarne Lisby til stadighed er aktuel med hos Arte, AOF og FOF.
Lisby er en glad mand, der elsker at optræde. Hele min tilværelse består af skæg og ballade, siger han. Skæg når jeg er ude – ballade når jeg kommer hjem.
Bjarne Lisby har modtaget Danske Populær Autorers Hæderslegat, Greve Kommunes Kulturpris og Bakkens Oscar.
Bjarne Lisby er oldermand i Kirsten Piils Laug på Dyrehavsbakken, og sidder i bestyrelsen hos Danske Populær Autorer.