Flemming Jensen

Foredrag med Flemming Jensen

Flemming Jensen foredrag:

· Spindoctor – hvorfor nu det?
Flemming Jensen fortæller og funderer over tendenser i tiden. Det sker med udgangspunkt i forestillingen Spindoctor, der i hele to omgange spillede for udsolgte huse på Nørrebros Teater i København – og som  har været på turné over det ganske land.

Det er tanker om vor samtid – politisk og kulturelt – der er på tapetet. Med humoristens øjne ser Flemming Jensen på vor markedsøkonomisk drevne nutid, der i så høj grad lægger vægt på præsentationen frem for substansen. Indpakningen er blevet vigtigere end produktet – omstændighederne ved en ting er blevet vigtigere end tingen selv – image mere betydningsfuldt end indhold – politikerens TV-tække tæller mere end hans budskab – meningsmålinger bestemmer politikken. Markedsføring sluger en stadig større bid af kagen, vi ligger på maven for image og trends – og ministerens spindoctor har større indflydelse end ministeren.
Alt sammen udtryk for hulheden i Det Substansløse Samfund – og alt sammem inderligt overflødigt.

Glæden, derimod – naiviteten, godtroenheden, letsindigheden – alt det bør vi hylde og fremme. Skønt det hele sker med latteren som følgesvend, er Jensen sådan set lidt ked af at rode op i samtidens politiske og kulturelle unoder – da han egentlig synes, at folk der elsker røde pølser og respekterer lovgivningen – burde forskånes for at få at vide, hvordan begge dele bli’r til.

· Risikoen ved at være humorist er, at folk tror, man laver sjov.
Om humoren som en vigtig forudsætning for nuanceret kommunikation.
I foredraget fortæller Flemming Jensen, at der står al for stor respekt omkring folk, der er i dårligt humør – de betragtes som seriøse debattører, der bør tages alvorligt. Hvorimod der trækkes på skulderen af folk, der siger nøjagtigt det samme – men har intellektuelt overskud til at tilføje humor.

· Grønland – det er her, det sner.
Når Flemming Jensen taler om Grønland, taler han i virkeligheden langt mere om begrebet glæde – og om glædens kraft. Trods det dystre syn på nutiden, burde foredraget forme sig som en ganske lystig affære, hvor taleren nægter at gå af vejen for tankespring, irrelevante betragtninger eller det rene skinbarlige sludder. Forudsat, at det er fornøjeligt. Alt skal jo være så stort nu om dage – hvorfor så ikke også skoene?
Efter foredraget vil der være mulighed for at kommentere, stille spørgsmål eller skælde manden ud.